Tilbage i januar lancerede Nordic Wastes ejere en såkaldt Klimafond på 100 millioner kroner som et plaster på såret for hele jordskredssagen.
Med udmeldingen fulgte dog ingen information om, hvad det betyder, at der er tale om netop en klimafond. Hverken i forhold til bevillinger, modtagere, forventet klimaeffekt eller CO2-reduktioner. Og det er heller ikke noget, stifterne på nogen måde er forpligtet til at oplyse om.
Det står i dag nemlig både Nordic Waste og andre danske filantroper og fonde frit for at kalde noget for klimavenligt og bæredygtigt - både når de formulerer filantropiske strategier, søsætter nye programindsatser og uddeler penge.
For mens vi de seneste år har set et stigende fokus på at undgå greenwashing blandt kommercielle virksomheder og investorer – blandt andet qua strammere lovgivning fra EU og øget fokus fra forbrugerombudsmanden, så er der juridisk set frit spil, når det kommer til filantropiens muligheder for at kunne proklamere bæredygtighed, grønne tiltag og klimaindsats.
Markedsføringslovens anvendelsesområde:
- § 1: Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på markedet.
- § 2, nr. 2: Ved erhvervsdrivende forstås: en fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.
Erhvervsdrivende fonde skal godt nok med EU-Taksonomien dokumentere, hvis man hævder, at noget i forhold til selskabet er en bæredygtig aktivitet eller investering. Tilsvarende sætter EU's Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) krav til virksomheders rapportering om bæredygtighed. Dertil kommer, at virksomheder, der markedsfører produkter på kommercielle markeder, skal leve op til krav om, hvordan man bruger og markedsfører sig med grønne ord.
Men der gælder ikke tilsvarende regler for almennyttige aktiviteter. Her er ikke et regulatorisk rammeværk, som rammesætter, hvordan filantropien bruger og dokumenterer deres brug af disse begreber – hverken herhjemme eller i EU. Forbrugerombudsmanden oplyser til Fundats, at filantropiske uddelinger i dag ikke er direkte dækket af markedsføringsloven. Tilsvarende er filantropiske aktiviteter ikke dækket af EUs nye rapporteringskrav, som sætter rammen for, hvornår man kan kalde en investering bæredygtig, og hvordan virksomheder skal rapportere om bæredygtighed.
Det skaber ifølge Lars Thøger Christensen, som er professor på CBS og ekspert i greenwashing, en risiko for, at de filantropiske aktiviteter kan blive gjort grønnere, end de reelt kan bære:
De stramninger, vi har set på andre områder, har tilsyneladende ikke vundet indpas i fondssektoren endnu.
Lars Thøger Christensen – Professor i Kommunikation, CBS
”De stramninger, vi har set på andre områder, har tilsyneladende ikke vundet indpas i fondssektoren endnu. Det betyder, at der måske er mere frit spil, når det kommer til brugen af bæredygtige og grønne termer, når fondene uddeler penge. Det skaber en risiko for, at filantropien dermed kan blive den arena, hvor man gør sig grønnere, end man reelt er,” siger han.
Det er også en risiko, som Astrid Haug, som er kommunikationsekspert og forfatter til bogen Klimakommunikation, tydeligt ser - særligt for fondenes troværdighed:
“Mit klare indtryk er, at langt de fleste fonde virkelig har fokus på at gøre det rigtigt og ordentligt. Fondene er jo sat i verden for et godt formål, derfor bør man altid spørge sig selv: Hvad kan vi gøre mere? Her oplever jeg at, fondene har øget fokus på bæredygtighed, men ikke nødvendigvis er præcise omkring, hvad der ligger i begreberne. Det er en risiko for fondene selv, fordi mange af de modtagere, de kommunikerer til eksempelvis på LinkedIn er langt mere kritiske over for grønne ord end tidligere. De bør være mere opmærksomme på, hvordan de bruger de grønne begreber, så man undgår en uklar og luftig retorik,” siger hun.
Uklare begreber
Flere af de store danske fonde slår sig i dag op på grønne indsatser, bæredygtighed og klimaambitioner. Det gælder eksempelvis Novo Nordisk Fonden, Velux Fonden, Realdania, A. P. Møller Fonden, Nordea-fonden, Augustinus Fonden, Carlsbergfondet og Tuborgfondet.
Fondene giver også bevillinger til projekter, hvor klima, bæredygtighed, natur, biodiversitet og andre grønne områder er klare mærkater, der kommunikeres meget tydeligt.
Et par eksempler: A. P. Møller Fonden har givet en bevilling til, hvad fonden kalder en “klimapark”, der skal håndtere regnmængder i Haderslev. Augustinus Fonden gav sidste år 2,8 mio. kr. til “bæredygtig klimastyring af museer.” Tuborgfondet har en erklæret ambition om at skabe en bæredygtig fremtid for unge, som del af deres strategiske fundament og støtter projekter, “der fremmer bæredygtige værdier og skaber grøn innovation og handlekraft”. Nordea-fonden har blandt haft “Her gror vi puljen” på 70 mio. kr., som sætter fokus på at styrke biodiversiteten i byerne og få “bynaturen til at gro”.
Men når man kigger på konkrete udmeldinger og omtale af grønne projekter fra fondene eksempelvis i pressemeddelelser eller projektinformationer på hjemmesiderne, så understøttes de grønne ord og formuleringer i langt de fleste tilfælde ikke af konkrete klimareduktionsmål, CO2-baseline eller tal på forventede på biodiversitetsforbedringer, som konkretiserer og dokumenterer, den konkrete effekt, som deres bevillinger har eller sigter mod.
Det er ifølge Astrid Haug langt fra holdbart anno 2024.
Det er blevet enormt vigtigt i forhold til fondenes governance og troværdighed, at de har styr på det her og kan bakke udtalelser op med dokumentation
Astrid Haug – Kommunikationsekspert
“Selvom der ikke er juridiske krav til fondene i forhold til deres bevillinger og deres kommunikation, så har udviklingen inden for klimakommunikation gjort, at det i dag er blevet enormt vigtigt i forhold til fondenes governance og troværdighed, at de har styr på det her og kan bakke udtalelser op med dokumentation. Gør de ikke det, så kan det skade deres omdømme,” siger hun.
Samme melding lyder fra Lars Thøger Christensen:
”Det er jo langt fra sikkert, at de overdriver eller pynter mere på deres grønne indsats, men det er en risiko også for dem selv, hvis de ikke er skarpe på, hvordan bæredygtighedsbegreberne bruges, og hvad der ligger i dem,” siger han
Brug for skærpet kommunikation
Selvom der i dag ikke er et juridisk krav i forhold til fondenes brug af grønne ord, er det ifølge Astrid Haug et område, som fondene er og i stigende grad vil blive presset til at kigge mere på. Hun forventer, at det vil blive langt mere strømlinet inden for de kommende år, og at flere og flere fonde vil blive markant skarpere på at dokumentere deres grønne værdiskabelse samt aftryk:
“Jeg tror med den udvikling, vi ser i forhold til klimakommunikation og dokumentationskrav, at flere af fondene vil bevæge sig i den retning. At de begynder at stille krav til afrapportering om CO2-aftryk eksempelvis i forhold til flyrejser i forbindelse med et projekt, men også mere bredt på effekten af et indsatsområde eller bevilling - for eksempel CO2-reduktioner, forbedret biodiversitet eller natur”, siger hun.
Hun understreger, at “fondene jo både hjælper i forhold til klima og natur, men samtidig også qua egne aktiviteter og støttekroner har et CO2-aftryk. Endvidere vil det for mange fonde være oplagt at se på bæredygtighed i bred forstand – miljø, socialt og etisk.”
CSRD
- Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) er et EU-direktiv, der stiller krav om virksomheders bæredygtighedsrapportering med henblik på at sikre ensartethed og sammenlignelighed i virksomhedernes bæredygtighedsrappportering. Fra regnskabsåret 2024 og frem skal alle store og børsnoterede virksomheder derfor rapportere om bæredygtighed efter særlige standarder.
Hun mener ikke nødvendigvis, at der skal regulering til, men opfordrer i stedet fondene til selv at gå foran og sætte fokus på, hvordan de dokumenterer deres grønne aftryk:
“Det ville være enormt positivt, hvis en eller flere af de mere grønne fonde kunne opstille nogle kriterier for, hvordan man dokumenterer dette som fond. Det ville også understøtte deres eget arbejde – og være med til at undgå, at de kommer i risiko for regulering på området eller ender med en dårlig sag.“
Lars Thøger Christensen fremhæver samtidig, at det er vigtigt, fondene ikke bliver bange for at kommunikere om deres grønne ambitioner:
“Det er vigtigt, at vi giver plads til ambitionstale, fordi denne tale kan være med til at løfte de kollektive forventninger. Fondene skal således helst ikke blive bange for at ville noget og sige noget inden for det grønne og bæredygtighed. Det tror jeg ikke vil gavne den grønne omstilling."
